Xenodoxia Academy: Artist Spotlight med Viola Ellehammer Dasseville

Mød Viola

Det er mandag i maj, solen skinner og jeg skal på besøg hos Viola, som er interdisciplinær kunstner. Op på cyklen og afsted. 

Viola, der bor i den fineste lille oase i København åbner døren med et smil, og byder selvfølgelig på en god kop kaffe.  Jeg glæder mig allerede til at høre mere om hendes projekter. 

Skuespiller, underviser, maler, kunstner, fri,  eklektisk. Listen med ord, der beskriver Viola er lang, og lidt i øst  og vest  – men det er netop det, der gør den så fin. 

Hvad  kan man fx få ud  af at male 96  selvportrætter, og lave en kunstnerisk undersøgelse af begrebet… narrefisse? Det  kan du blive klogere  på i det følgende.

Multikunstner

Vi starter med det basale. Hvem er du Viola?

“Uh, det var et godt spørgsmål. 

Jeg lever  en patchwork tilværelse, og det kan jeg egentlig godt lide. Jeg kan godt lide at fordybe mig i et projekt eller i en opgave meget intenst i en periode eller nogle timer – og så gøre noget helt andet. Jeg er vild med afvekslingen i det,  jeg synes det giver noget  til hinanden – jeg er en eklektisk sjæl, der godt kan lide at kombinere ting fra forskellige verdener.

En del af min måde at lave kunst på, er nok inspireret af de måder jeg som skuespiller har arbejdet med dogmer og metoder på. En interesse for hvad der sker, når man blander tingene sammen, og undersøger metoden med et andet materiale.”

viola er multikunstner

Nysgerrighed & utraditionalitet

“Jeg er meget nysgerrig på verden, og kan virkelig godt lide at være med til at facilitere rum, hvor man kan være nysgerrige på hinanden og sig selv.

Jeg underviser også – til sommer skal jeg undervise nogle unge fra Gentofte kommune i en metode,  jeg opfandt sidste år i forbindelse med  et projekt. Det er vildt fedt at kunne få lov til at give videre. Jeg er lærerbarn, men jeg skal ikke være lærer i den traditionelle forstand, men jeg skal undervise. Det er helt sikkert!”

Jeg er kunster

“Jeg har som kunstner, nok i virkeligheden, lavet kunst meget meget længe, men ikke rigtig stået ved, at det var det jeg gjorde.

I over fem år har jeg været croquismodel, og den vej igennem været en del af et kunstnerisk miljø – og så er det sjovt at være en del af andres kreative processer. Nu eksisterer jeg i alle mulige mærkelige materialer: fx som oliemaleri, tegninger ang mas og en kæmpe  fullsize marmor statur. For mig var det en vej ind i kunsten, på en eller anden måde.

Udover det har jeg selv lavet kunst i mange år – one and off de sidste 5 år. Jeg fik en håndledsskade og stoppede med at spille musik. Så begyndte jeg at male igen og spille skuespil. Jeg har arbejdet meget med video, og nok i virkeligheden gjort det mest kontinuerligt de seneste år, hvorimod det med at tegne og male har været i perioder – og så alligvel, når jeg tænker over det… så skifter det sgu. 

Egentlig tror jeg hele min måde at være kunstner på handler meget om, at jeg godt kan lide at vende vrangen ud på mig selv, lave co-creations og være med til at sammensætte mennesker, metoder og begreber i nye konstellationer, og se hvad der sker”.

Hvad er kendetegnende for din måde at arbejde på?

“Der er to ting, der er kendetegnende for min måde at arbejde på.

Det med rammer. Jeg kan godt lide at lave et dogme, sætte en ramme op, som så på en eller anden måde frisætter mig. At have en tidsramme for eksempel – “nu har du 10 minutter til at skrive to vers om en narrefisses confessions på melodien Jens Vejmand”. De 10 minutter kalder på at blive fyldt, og så skriver jeg ucensureret to vers, som jeg først bagefter kan kigge mere kritisk på og finde ud af om det kan noget eller ej. 

Den frihed man kan opleve og give sig selv med en ramme, synes jeg er vildt spændende.

Styret tilfældighed er det andet ben jeg har undersøgt meget, blandt andet når jeg har malet. Helt fysisk kommer det til udtryk, når jeg har opdaget den begrænsning i udfoldelse, der sker når jeg forsøger at hjerne-styre eller tænke mig frem til en løsning – vejen uden om mig  selv, har været at vende maleriet om, eller at gøre noget andet for at destruere min kontrol af, hvad der skulle ske. Helt enkelt laver jeg en styret handling, i første bevidste valg af en farve, og en streg, hvorefter jeg måske kigger væk mens jeg laver den næste for at byde tilfældigheden indenfor. Herefter kigger jeg på det, der er opstået, og styrer det i en bevidst retning – processen gentager sig – en bølgegang mellem noget bevidst og ubevidst”.

Et selvportræt hver dag i 3 måneder?

“En sjov ting er faktisk, at jeg da jeg var fire år, lavede et selvportræt, som jeg har hængende inde ved siden af. Dengang var jeg god til bare at lege med stregerne og have det sjovt.

Sidste år i juni var jeg lidt forvirret, rod i kærligheden og tankestrømme af spørgsmål om retning, og jeg fik sådan lyst til at tegne. Uden at lægge mere i det forsøge mig med et selvportræt igen – og det var spændende at se sig selv ind i øjnene, fri gi’ kontrollen til intuitionen og give sig hen til sig selv på papiret. 

Dagen efter mødtes jeg med Ralph, en kunstner, der efter jeg havde fremvist portrættet foreslog mig at lave et selvportræt om dagen, for at se, hvordan man rykker sig når man rør ved noget hver dag”.

“Forinden havde jeg planlagt en retrospektiv udstilling hos “Kunstnerforeningen af 18. November”, midt i september 3 måneder senere. Planen var egentlig bare at lave en retrospektiv udstilling – men dagen i  juni med mit ene selvportræt under armen og  en invitation til en udfordring fra min kunstnerven, ændrede planen”.

 

det første portræt
Det første af de 96 selvportrætter

8 days a week

“Der var cirka 3 måneder til min planlagte retrospektive udstilling, og Ralphs ord fik mig til at tænke  “okay, ét portræt om dagen”, hvor  mange giver det så inden min udstilling? Han fik sagt “8 days a week” – og vi endte med at regne os frem til, at det ville svare til 96 selvportrætter. Jeg er født i 96, og der var derfor ikke andet for end at gøre det”.

alle selvportrætter
De 96 selvportrætter af Viola

En lejlighed fyldt med selvportrætter

“Så gik den her process ellers bare igang, og jeg vidste egentlig ikke helt, hvordan jeg skulle gribe opgaven an. 

Når man er nybegynder,  så prøver man bare noget, og der er ikke så meget  “jeg vil gerne gøre det rigtigt”. Jeg besluttede at forære mig selv den indstilling, a beginner’s mind, og gik i gang, en dag af gangen, en streg af gangen – gogogo. Det var enormt befriende  at gå derhen. Jeg havde givet mig selv et undersøgelsesrum, et laboratorium, hvor alle retninger var mulige og jeg kunne lige så godt bare prøve det min kreativitet præsenterede mig for, lade det være kedeligt, über abstrakt og ærligt, frustreret og naturalistisk søgende. Det var ligesom min intuition, der dikterede retningen fra dag til dag”.

“Nogle dage var  det ‘mega nedern’, og jeg følte mig uinspireret… og det var ofte der det interessante præsenterede sig, der gik som regel ikke mere end et halvt minut, før jeg havde glemt, at jeg ikke gad – og de selvportrætter, der er kommet ud af modstand er endt med at blive nogle af dem, der virkelig taler. 

Det var en interessant undersøgelse  af, hvad der sker, når man gør noget på trods, og hvor frisættende det er at gå ind i det rum, gøre det kunsten forlanger fordi man har taget undersøgelsen på sig, selvom lysten ikke instantly bankede på. 

Processen blev dikteret af øjeblikket, opgaven var selvportræt, målet var 96 som alle skulle udstilles. Det eneste jeg vidste var,  at jeg kun havde 1 papir pr. dag. Altså jeg måtte ikke smide noget ud – One shot, så better be aware”.

Pic me / Pic you

“I forbindelse med min udstilling  skulle  disse 96 selvportrætter også kurateres på en eller anden måde.  Og spørgsmålet meldte sig strakt. “Hvorfor er det spændende at jeg har lavet 96 selvportrætter”?

Jeg kunne mærke, at jeg egentlig havde ret let ved at give slip på dem, sætte dem fri til at gøre noget andet. 

Jeg var derfor så heldig at indlede  et samarbejde med GO-CARD, der dagen inden udstillingen lavede en lille bog med alle 96. Til udstillingen kunne man betragte selvportrætterne ophængt kronologisk på en stor, hvid væg og sætte en streg ved dét man syntes talte mest til en, i den lille bog. Det der blev valgt flest gange, blev til et GO-CARD. Det var vidunderligt at se, hvordan folk gik til opgaven – der blev kigget, tænkt og reflekteret, og til sidst sat en streg”.

“Udstillingen kom til at handle om, hvorfor er det vi vælger. Det man vælger en spejling af hvem man er, og hvor man er i sig selv. Bottom line: når du vælger en  af dem her, som er mig,  så vælger  du i virkeligheden dig selv”.

 

multikunstner
Det selvportræt flest valgte

Name me / Name you

“Efter udstillingen og udgivelsen af Go-carded tænkte jeg så… Nu har jeg 96 selvportrætter, kan jeg  gøre noget for at de lever videre og fortsætter deres rejse som co-creation værk?

Det er endt ud i en instagram profil, hvor alle 96 ligger. Invitationen er “Name me – Name you”, der ligger 96 ansigter og taler, og de er ikke forsynet med en titel, go play, følg din intuition og giv et navn.

Lige nu ligger det bare og hygger sig, men det kunne være sjovt at lave en udstilling igen om 5 år – med de 96, når de har været på rejse  og mødt flere mennesker og blevet bærere af deres spejlinger.

Men måske er det også fint at lade  proces være proces, og sætte et punktum engang i mellem”. 

 

Find @96selfportraits på instagram her

En kunstnerisk undersøgelse af begrebet Narrefisse?

“Sideløbende med mine 96 selvportrætter gik jeg igang med en større kunstnerisk undersøgelse på baggrund af en metode jeg gerne ville afprøve.  Sammen med en dramatiker landede jeg på at undersøge begrebet “Narrefisse”. Hvad  sker der når jeg konfrontere det, siger det, undersøger det på forskellige måder, kigger på hvor det stammer fra og sætter det i relation til mig selv og min omverden? Jeg havde modstand mod begrebet, og ikke stor lyst til at gå ind i den debat – jeg vidste ikke, hvad jeg ville finde, men det var vildt interessant at skabe  plads til at se, hvor det ville tage mig hen, at gå til det med et åbent sind og undersøge, hvordan man kan udtrykke det i forskellige materialer”.

“Jeg fik 9 mennekser til at stille mig opgaver inden for hver deres felt: en danser, en musiker, en forfatter, en skuespiller, en sceneinstruktør, en filminstruktør, en manuskriptforfatter, en fotograf, en kunstner.

Rasmus Flensborg, en god mangefacetteret skuespilkollega og jeg fik sat alting i system  – et stort skema, hvor alt blev indberegnet. Jeg havde tre døgn, alene med mig selv, disconnected fra verden i en kolonihave på Amager, 72 timer med fart på. 

Fem forskellige områder blev dagen inddelt i Worktime – med de opgaver jeg var blevet givet.  Frivillig arbejdstid – hvor jeg kunne fordybe mig i en opstået ide eller nørde videre på opgaverne. Refleksionstid – hvor jeg skulle skrive non stop. Alt der præsenterede sig i min hjerne blev nedfældet. Søvn – hvor der skulle soves og Off-time, hvor jeg ikke måtte være kunstner, men menneske, gå i bad, børste tænder og glo ud i luften.

Igen var det den styrede tilfældighed, der var omdrejningspunkt for undersøgelsen; tilfældigheden blev de tilgange de 9 bidrog med inden for hver deres kunstneriske felt. Det styrende blev skemaet, min fri vilje og måde at fortolke deres opgaver på”. 

“Et sidste element, der var inkorporeret til at dekonstruere den tæt pakkede plan, og sætte min kunstneriske proces i stævne, var en alarm der ringede 23 gange i løbet af de 3 døgn. Hver gang alarmen ringede skulle jeg slippe hvad jeg havde i hænderne, og trække en ukendt udfordring i afdelingen ’skuespil arbejde’. Sceneinstruktør Malene Begtrup havde nemlig udformet 23 instruktioner, teksten havde jeg udformet med dramatikeren og lært udenad forinden. Opgavelyden kunne være alt fra ”sig Narrefisse i fire minutter” til ”spil den som om du var fuld”, eller ”lav den som en musical”. Jeg læste opgaven, satte et kamera op, og uden at planlægge gav jeg et bud, slukkede kameraet og fortsatte med den aktivitet jeg var i gang med før jeg blev afbrudt. 

Jeg blev udfordret, var frustreret, overlykkelig og glemte alt om tid og sted.
Der kom helt åndsvagt meget materiale ud af processen, jeg var kommet tættere min kerne i det kunsteriske arbejde og havde en masse siders tekst, en stor del lyd og voldsomt meget video der skulle kurateres”.

Hvad kom der ud af det?

“Det blev et processuelt værk, og et stort sammensurium af samskabelse. 

Jeg samlede 13  musikere,  der fik den tekst jeg havde skrevet på melodien Jens Vejmand og den dramatiske tekst jeg havde arbejdet med i  de 3  døgn – så der kom en masse musik ud af det, som blev til et soundscape til udstillingen”

“Der var enormt meget videomateriale, da mange af mine planlagte opgaver skulle dokumenteres. Med hjælp fra en instruktør fik jeg klippet en 1,5 time lang kunstfilm ud fra videomaterialet. Ligeså blev alle tre døgn indfanget af en timelapse i kolonihaven. Til udstillingen blev den vist på en projekter.

Der var to interaktive rum, hvor man selv kunne gå ind i værket og være med til at reflektere i lyd og ord. Den tekst jeg havde arbejdet med i kolonihaven  blev til en performance, der blev performet hver dag”.

“På grund af min refleksionstid i kolonihaven sad  jeg efterfølgende med en ordentlig bog med noter, stream of consciousness. Det  var et ucensureret blik ind i processen, med alt hvad dertil høre, refleksioner på emnet, venden op og ned på mig selv og mit forhold til det at være eller ikke at være en narrefisse. Jeg fik den transformeret til en bog til udstillingen, en ærlig én til én skildring, flere havde oplevelsen af at  det resonerede. Efterfølgende  var der forespørgsler på om det var muligt at købe den, hvilket overgik mine forventninger om at resonere i de andre. 

Det var alt i alt et  ret stort væk med lyd, tekst, video, billede, interaktion og performance. Det hele  var en del af en samlet udstilling, der hed Revelations, som både inkluderede de 96 selvportrætter, nogen respektive værker og Narrefisse projektet. Det var en mangefacetteret og stor udstilling, med mange små fordybelsesfelter”.

“Udstillingslokalerne ligger på fjerde sal, og det var der også noget interessant i. Når folk havde vadet op på fjerde, trappe efter trappe, trin på trin, var de virkelig klar på at opleve noget og møde det, der nu ventede dem. Det blev til en masse fine interaktioner mellem den enkelte, værket, de andre og jeg”. 

Du kan se traileren for udstillingen her / Hør et uddrag af soundscapet her

 

3 dage i en skemalagt boble

“Det der kendetegner mig, er at jeg er ret god til at flyde ud og glemme tid og bare være, hvor jeg er. Det med at have en ramme  at flyde ud i, betyder at jeg ikke skal beslutte, hvornår jeg skal starte eller slutte. Det er sat, hvad jeg skal ind og flyde i”.

 

“En opgave, lavet af Jon Stage, som er danser lød “du skal gå baglæns rundt på grunden 10 minutter hver dag”. Hvad jeg  skulle med det i det store hele, vidste jeg ikke, men at stole på tilfældigheden, og gå til det uden forbehold gjorde det interessant – det nye perspektiv, og den anderledes opmærksomhed man får, når man går baglæns gav god mening på tredjedagen”.

“Samtidig  havde jeg hele  tiden retten til at bryde rammen, og det var nødvendigt eftersom jeg havde implementeret et element, der gik imod rammen og planen. For mig kan det læne sig ind i en ramme at skabe et sted, hvor “the monkey on the shoulder” ikke stiller spørgsmål, og er bange for at fejle. Den indre frygt for ikke at være god nok bliver sendt på ferie, rammen kan på en eller anden måde holde mig til jeg står ved og i mig selv. Den giver mig mod, styrke, nærvær og skrøbelighed og sætter mig enormt fri”.

“Egentlig handler det også om, hvem man spørger, når man vil bryde rammen. Spørger man den der er bange for at fejle? For så er det nemmere bare at trykke på snooze, eller lade vær  med at gå baglæns. Det kender vi alle sammen. Eller er det fordi, du ved at et brud på rammen, vil gøre dig mere klar i hovedet til senere. Så altså hvem diskuterer man med, når man holder, og ikke holder aftaler med sig selv. Det er jeg meget  optaget af – både som kunstner i forhold til den kunstneriske proces og som menneske”.

Mere om dig. Hvem/hvad inspirerer dig?

“At komme forbi mig selv. Gå igennem min frygt. Det med at skulle gøre noget, der er lidt svært. Undersøgelsen. Ekspansionen”.

“Jeg var også meget inspireret af performance-kunstneren Marina Abramovic i processen med Narrefisse, og var ude og se hendes udstilling flere gange. Jeg synes der er noget meget interessant i hende kontinuerlige måde at undersøge én måde at gøre tingene på. 100% det her, hvad sker der så?” 

“Dem der godt kan lide  at lege inspirerer mig. Mennesker i min nære og fjernere bekendtskabskreds, og deres nysgerrighed og måder at gå til livet på. Ligeså har deres støtte, givet mig mod på at gøre, hvad jeg gør”.

Creation keeps the devil away

“Om der er en rød tråd i mine værker, er ikke blevet mig helt klart endnu. Oftest er det opgaven, der inspirerer mig inden temaet kommer på. Det med at komme forbi sig selv og gøre det man ikke troede var muligt. Transformationen, der opstår i eksperimentet, og derigennem det uundgåelige møde med  sig selv”.

“Jeg tror jeg stikker lidt i øst og vest, og erkendelsen af at det gør jeg, gør det lettere at gøre det jeg gerne vil. Ikke at følge strømmen startede tidligt. Jeg flyttede hjemmefra som 16-årig, og troede jeg  skulle være musiker. Jeg flyttede fra Falster  til København og pådrog mig en håndledsskade, der gjorde at  jeg ikke kunne spille musik, eller varetage normale ‘under attenårs tjanser’. På en eller anden måde overlevede jeg på en sten – og det har givet mig styrke og mod. Jeg har lært at skulle tænke kreativt, i andre måder at få tingene til at hænge sammen på, down to “where are the money coming from”. Ikke at passe ind i systemet har været en kamp, for at gøre det  jeg gjorde, og i mange år kæmpede jeg for at få lov til at gå min egen vej”. 

“Det var en milepæl at erkende, at jeg bare er det hele, og at jeg gerne må være det hele, og at jeg kan tage lidt herfra og lidt derfra: Afblæse kampen og bare være alt det jeg er. “Creation keeps the devil away” er et mantra som jeg under et praktikophold hos Mikkel hess og Hessismore løb ind i. Siden da har det fulgt mig, og været en form for subtitle på alt det  jeg har kastet  mig ud i. At gøre kreativiteten: “Do the thing, and you shall have the power”. 

Vil du vide mere om Xenodoxia Academy?

Besøg vores hjemmeside

Gå til Xenodoxia.dk