Lejlighedsvis refleksioner

LEJLIGHEDSVIS

Hvordan gik det egentlig?

I sidste uge afholdte vi vores første udstilling Lejlighedsvis, som bestod af fire kunstudstillinger i fire private hjem. Ideen med udstillingen var at flytte kunsten ud af den traditionelle minimalistiske ramme, og i stedet placere den der hvor folk er. Vores håb med udstillingen var at inspirere til nogle anderledes samtaler om kunsten og at danne grundlag for en anden type sociale relationer. I denne artikel har vi reflekteret lidt over udstillingen og hvad den kunne.

 Lejlighedsvis var vores første udstilling, og dermed også lidt af et eksperiment for os – et eksperiment der undersøgte, hvad der sker, når man tager kunsten ud af museets hvide rammer, og samler en række mere eller mindre fremmede individer om den, i hjemlige omgivelser. Ville folk finde det underligt eller interessant og ville det overhovedet fungere? Det var bare nogle af de spørgsmål, som vi stillede os selv inden.

Faktisk var der mange spændende elementer på spil. Det var både fint, akavet, følelsesladet og venskabeligt. Der var elementer, vi som arrangører skulle overkomme, men Lejlighedsvis endte med at være en hyggelig og givende oplevelse for os – og det håber vi også den var for jer.

Generelt bar aftenerne præg af en konsensus om, at man kunne snakke frit fra leveren, og sige præcist hvad man tænkte. Der blev bygget relationer. Måske blot midlertidige, men dog relationer. Der blev delt tanker og forestillinger, og der blev grint over et glas vin, eller to. 

Kunstudstilling i private hjem

AKAVETHED

Særligt på de første to aftener havde vi en følelse af, at hele arrangementet var akavet. Måske skyldtes det vores rolle som afsender af udstillingen, men vi blev hurtigt nervøse for, om det bare slet ikke fungerer at samle fremmede mennesker i en fremmed persons lejlighed.

Måske er denne følelse af akavethed en naturlig konsekvens af at være arrangør og det faktum, at det jo var vores første udstilling. Måske bunder akavetheden også i vores egen behagsyge og trang til at sørge for at alle nu også havde det godt, og havde en god oplevelse. En gammel ven har faktisk engang sagt til mig, at man skal lære at nyde akavetheden, og det er måske meget rigtigt, for der kan ske noget magisk, hvis man accepterer at følelsen er der, og lader den være.

Til trods for dette valgte vi på tredje aften at fjerne os selv fra regnestykket. I hvert fald delvist. Den første halve time af den time som udstillingen udspillede sig i, var vi ikke tilstede. Vi benyttede i stedet lejligheden til at byde deltagerne velkommen ved hoveddøren og give dem en ordentlig briefing om aftenens forløb. Og det fungerede!

Da vi første gang skulle bevæge os tilbage til lejligheden og udstillingen, var turen op af trapperne dog både lang og nervepirrende. Hvad ville der vente os bag døren? Akavethed? Stilhed? Kaos? Eller noget andet helt fjerde… Til vores egen begejstring åbnede vi døren til en varm og hyggelig atmosfære. Gæster, værter og kunstnere talte livligt om kunsten og om vind og vejr. Nogen sad endda på gulvet og så ud til at nyde de nye relationer, der angiveligt var opstået på den halve time.

SAMTALERne

Man kan jo spørge sig selv om der overhovedet er en pointe i at placere et kæmpe værk midt på et køkkenbord, fordi det – rent praktisk – ikke passede ind andre steder i lejligheden? Vores egen vores frygt for, om det nu også ville blive stående (det gjorde det heldigvis), blev til side sat, da det viste sig at være igangsættende for andre typer samtaler end dem, der normalt foregår omkring kunsten. Der sker altså noget, når man tager kunsten ud af museets trygge og stringente rammer. 

Det var interesant at se, hvordan samtalerne på de fire aftener var vidt forskellige, både som følge af den forskelligartede kunst og sammensætningen af mennesker. Dog fandt alle samtalerne et fælles holdepunkt i ufiltrerede og åbne refleksioner. 

I lejlighed #1 delte en, efter eget udsagn, ikke særlig kunstinteresseret gæst sine associationer om et billede til et åbent sår. Altså ikke på den dårlige måde, men det æstetiske åbne sår… hvis det findes. Herudover nævnte en deltager at et af Oliviers værker mindede lidt om det ham der Leonardo Dicaprio (Leonardo DaVinci) har lavet. Noget tyder på at de hjemlige rammer, og værkernes skæve og alternative placering, og sikkert også sammensætningen af mennesker, gjorde at folk kunne tale frit fra hjertet og tænke højt, uanset hvad de tænkte  – og uden frygt for at lyde uvidende. Og det var netop et sådant forum vi ønskede at skabe: et sted hvor ideer, tanker og associationer ikke bliver hæmmet af stringente normer og elitære forestillinger om, hvordan vi må tale om kunsten.

relationer

samtaler om kunst

En anden erfaring vi gjorde os var, at der blev skabt nogle uventede relationer i løbet af den time udstillingerne varede.

En situation der stod særligt frem var en deltager, der på den tredje aften endte med at købe et af værkerne. Ikke kun fordi værket var smukt, men også fordi det mindede hende om noget positivt i en svær tid i hendes liv. Deltagerne fandt altså et samlingspunkt i personlige beretninger, selvom de ikke kendte hinanden på forhånd. 

Jeg synes det er så fint og flot, at man på en time kan føle sig så tryg og tilpas i et eller fremmed selskab, at man virkelig får lyst til at give ud af sig selv, og dele egne erfaringer og oplevelser med disse fremmede mennesker. Det er altså ikke hver dag, man oplever den slags – og det synes jeg er værd at skrive sig bag øret. 

Generelt for lejlighedsvis var, at formelle håndtryk blev erstattet af venskabelige kram. En deltager blev sågar løftet op af en anden i en farvel (eller på gensyn) ceremoni, der normalt kun er tiltænkt ens nærmeste venner.

lad os slippe vores indre idiot fri

I lejlighed #4 sad deltagerne i en fin rundkreds, og diskuterede vind og vejr med udgangspunkt i Sisses værker. Selv havde Sisse haft tanken om, om hun egentlig godt kunne tillade at kalde sig kunstner? Men hvornår er man egentligt kunstner? Og hvem bestemmer overhovedet det? Hvorefter hun også nævnte det med ikke altid at have en plan, men bare gøre, og så skal planen nok komme. I forlængelse heraf citerede en anden deltager (mod hendes vilje) Thomas Blachman og hans pamflet omkring vores indre idiot. Den idiot vi alle har i os, der bare gør, og ikke er bange – ham skal vi altså slippe noget mere fri.

Personligt synes jeg det var en fin betragtning, for hvorfor er vi så bange for at fejle, når det er fejlene, vi lærer af. Hvorfor skal vi altid have en plan, når nogle af de bedste ideer og tanker opstår, når vi stopper med at tænke over det, og sætter os selv i uvante situationer, hvor vi knapt nok kan bunde.

Det samme er måske tilfældet med Lejlighedsvis. Vi har ikke valgt de mest anerkendte eller etablerede kunstnere, men det gør ikke vores valgte kunstnere mindre dygtige, eller til mindre kunstnere. Kunsten kan  så meget mere, end at hænge på hvide vægge. Der kan den også noget, men den kan også noget, når den fx står liiidt tilfældigt i et køkken på Nørrebro.

Egentlig vil vi gerne derhen, hvor det er ok, at betale for kunst og kulturelle arrangementer. Derhen hvor vi glædeligt betaler, ligesom vi glædeligt gør, når vi går i biografen eller til koncert. Samtidig er vi som forholdsvis ny virksomhed i en løbende proces med at finde vores position, identitet og hvordan vi gør tingene bedst.

Vi håber og arbejder i hvert fald på at give jer nogle fantastiske oplevelser, der sætter tankerne i gang, og måske ændrer noget i jer. Oplevelser der både er til gavn for jer og som gør kunsten mere tilgængelig for os alle.

KOnklusion

Selvom tendensen ikke er helt ny, kan vi konkludere, at der altså sker noget, når man tager kunsten ud af museet, og samler en række fremmede mennesker i private hjem. Personligt er jeg ret sikker på, at mange af de samtaler og situationer som forekom til Lejlighedsvis ikke var sket på et klassisk museum. Dermed ikke sagt at museet ikke kan noget. Pointen er egentlig bare, at vi kan gavne og lære af at udfordre de velkendte rammer – og det er det vi hos Xenodoxia arbejder for.

Endnu engang vil vi også bare sige tusinde tak til alle, der var med til at gøre Lejlighedsvis til den gode oplevelse, det endte med at være. Uden hver og en af jer, ville det ikke være det samme.

Og tusinde tak for alle jeres inputs til os og til selve lejlighedsvis. Vi tager hver og en til efterretning og vi lærer hele tiden. Uden jer og jeres åbenhed og villighed til at prøve noget nyt, ville intet af det vi brænder for være muligt.

Så tak for jer.

 

Lejlighedsvis er støttet af Snabslanten

Snabslanten er blevet til med udgangspunkt i unges egne ønsker om at udvikle og gennemføre projekter i København.

Find Snabslanten på Facebook her

Læs mere om vores kommende udstillinger

Besøg vores hjemmeside

Gå til Xenodoxia.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *